PRODUKTIONSTEKNISK SPECIALIST TIL MAYEKAWA NORDIC A/S
Vær med til at bygge en ny afdeling op fra bunden
Produktionsteknisk Specialist med fokus på at modne udviklingsafdelingens arbejde og gøre det klar til produktion
For english version, click here
Mayekawa Nordic A/S har igen bedt os om at finde den rette person til en central rolle i virksomheden. De søger nu en produktionsteknisk specialist, der trives i krydsfeltet mellem udvikling, produktion og mennesker. Man kan sige at de leder efter en, der kan tage et produkt fra tegnebordet og gøre det klar til at blive bygget. Igen og igen.
Virksomheden har domicil i Middelfart og fungerer som nordisk udviklingscenter for den japanske koncern Mayekawa. Virksomheden udvikler industrielle køleanlæg og varmepumper og er særligt kendt for mCHILLER-serien, der bruger det naturlige kølemiddel ammoniak og på den måde opnår høj energieffektivitet og bæredygtighed.
Opgaven
Mayekawa Nordic opretter en ny Industrialization-afdeling på kontoret i Middelfart, og med den følger en ny stilling som produktionsteknisk specialist. Afdelingens opgave er at sikre, at de produkter udviklingsafdelingen designer, rent faktisk kan produceres. Og det bliver dig, der får ansvaret for at bygge afdelingen op fra bunden sammen med produktionsteknisk supporter.
Stillingen er uden personaleansvar, men du får ansvaret for den faglige retning og for, at opgaverne bliver løst og driften kører, samtidig med at du selv står for en stor del af det faglige arbejde. Ved din side får du en produktionsteknisk supporter, som også bliver ansat nu, og som du kommer til at arbejde tæt sammen med.
Sammen med udviklingsdirektøren, som du refererer til, finder du ud af, hvad afdelingen skal kunne, og du bygger arbejdsgangene til det. Du sidder med ved bordet, når udvikling og produktion skal blive enige om, hvordan tingene kan gøres bedre, og selvom det nogle gange betyder lange møder, er det også der, du gør den største forskel.
Mayekawa har en produktionsenhed i Serbien, som du kommer til at få meget kontakt med, og du skal derfor regne med, at stillingen indebærer op til 50 rejsedage om året.
Ansvarsområder
I samarbejde med Mayekawa Nordics ledelse bygger du afdelingen op fra bunden og finder, udvikler og sætter rammerne for, hvordan den skal arbejde. Dine ansvarsområder bliver:
- Opbygning af afdelingens arbejdsgange og processer
- At afdelingen sikrer en grundig modning af produkterne, så de kan gå sikkert fra udvikling til produktion
- Kontakten til de tre samarbejdspartnere: udvikling i Danmark, moderfirma i Japan og produktion i Serbien
- Sourcingaftaler i samarbejde med strategisk indkøb
Arbejdsopgaver
En stor del af din tid kommer til at gå med konkrete tekniske opgaver:
- CAD-automatisering på tværs af produktfamilier og varianter
- Arbejde med produktvarianter og vurdering af, hvad en ændring påvirker
- Design-for-assembly-forbedringer
- Integration af kvalitetssikring i udviklingsprocesserne
- Udvikling af systemer til generering af kundedokumentationspakker
- Integration af nye produktfunktioner i eksisterende produktlinjer
Faglige kompetencer
Vi går mere op i, hvad du har lavet, end i hvad der står på dit eksamensbevis. Du kan være PTA, produktionsteknolog, maskinmester, maskintekniker, teknisk designer eller ingeniør. Du kan også være faglært og have bygget videre med efteruddannelse og mange år tæt på produktionen. Det afgørende er, at du har stået i krydsfeltet mellem udvikling og produktion før og ved, hvor det typisk går galt i praksis.
Du bliver den første i afdelingen, så du skal kunne bidrage fra dag ét. Derfor skal du have solid erfaring med:
- Inventor og Vault, gerne også automatisering og opsætning af arbejdsgange
- Mekanisk design og montageprocesser
- Produktionsteknologi
- ERP- og PDM-systemer
Kender du til svejsning, pladebearbejdning, rør og fittings, er det en fordel.
Du taler og skriver engelsk på et niveau, hvor du kan forklare tekniske detaljer og forhandle løsninger med kolleger i Japan og Serbien.
Hvem du er
Du tager ansvar og venter ikke på, at nogen beder dig om noget, og du er god til at opsøge den viden, der skal til for at løse en opgave. Du er god til at skabe og vedligeholde relationer, og du er ikke bange for at tage teten, når det er nødvendigt, men forstår samtidig at give plads til andre, når det er dem, der skal fylde.
Du har lyst og drive til at bygge systemer, forbedre dem og holde dem kørende. Du gør opgaver færdige frem for at kaste dig over de næste, og du har nemt ved at navigere i en organisation, der endnu ikke er struktureret. For det er præcis det, du og din kollega kommer til: at skabe strukturen, der ikke er der endnu.
Det vil være en fordel for dig, hvis du har interesse/erfaring med at arbejde i et internationalt miljø, med relationer og kontakter uden for landets grænser.
Mayekawa Nordic tilbyder
- Et selvstændigt job med stor frihed til selv at tilrettelægge arbejdet
- Gode muligheder for at udvikle dig fagligt
- Kolleger med en uformel tone og en god stemning
- En god lønpakke med pension og sundhedsforsikring
- Fleksible arbejdstider, der passer til dine rejseaktiviteter
- Mulighed for hjemmearbejde.
Din primære arbejdsplads er på kontoret i Middelfart.
Er det dig, der skal bygge afdelingen op?
Er du den, der får tingene til at virke, når tegningen skal blive til et rigtigt produkt? Kan du se dig selv have medansvar i opbygningen af noget, der ikke findes endnu, og samtidig have hænderne i det faglige undervejs? Har du lyst til at sætte dit præg på en afdeling fra første dag, uden at skulle være personaleleder? Så vil vi rigtig gerne høre fra dig. Uanset om du har en ingeniørtitel eller har lært faget på gulvet.
Praktiske forhold
Den optimale tiltrædelse er 1. november 2026, men den rigtige kandidat betyder mere end datoen, så vi venter gerne. Der er derfor ingen fast ansøgningsfrist.
Vi holder samtaler løbende og afslutter processen, når vi har fundet den rette.
Så vil du med, er det bare med at sende ansøgningen af sted.
Vigtigt: Ansøgning og CV skal sendes via Ansøgningslinket, så vi får dit materiale ind i vores rekrutteringssystem (GDPR).
Om Mayekawa
Mayekawa er en familieejet virksomhed, grundlagt af Kisaku Maekawa i 1924. Siden da er den vokset til at være en af verdens førende inden for industriel køling med mere end 4.500 medarbejdere fordelt over hele kloden.
Den første stempelkompressor kom i 1934. Siden har Mayekawa arbejdet videre med MYCOM kompressorteknologien, og i dag står MYCOM som det stærkeste navn i branchen.
Naturlige kølemidler har været omdrejningspunktet fra begyndelsen, fordi hensynet til miljøet vejer tungt hos Mayekawa. Industriel køling er stadig kerneforretningen, men virksomheden arbejder også med udstyr til kødforarbejdning og med robotteknologi.
Om Mayekawa Nordic A/S
Mayekawa Nordic A/S er udviklingscenter for standard chillers og varmepumper under Mayekawa Europe. Det er her mCHILLER Series bliver udviklet. I 2021 kom mCHILLER FUGU, en vandkølet ammoniak chiller, og i oktober 2022 fulgte mCHILLER TAKA, som er luftkølet.
Organisationen er flad. Man spørger, når man er i tvivl, og man hjælper både sit team og sin leder med at få tingene til at lykkes.
Som ny kollega kommer du ind i en virksomhed, der ligger helt fremme i branchen, og som ser på hele mennesket. Der er balance mellem arbejde og privatliv.
Mayekawa prioriterer arbejdsmiljøet og bakker det op med sociale aktiviteter og en fri og ærlig omgangstone, hvor der er plads til sjov og til at være den, man er, blandt kolleger der bliver hængende. De værdier skal gerne passe til dine egne.
Arbejdsadresse
Mayekawa Nordic A/S
Damgårdvej 6,
5500 Middelfart
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, der vedrører stillingen, er du velkommen til at kontakte John Pagaard:
m: +45 2090 4970.
Ansøgning og CV skalsendes via Ansøgningslinket.
Mennesker, relationer og resultater – siden 2014
Bliv en del af et godt selskab
Vi har løst opgaver for virksomheder over hele Danmark, fra HR assistance og rekruttering til outplacement og lederudvikling.
Én af vores kunder har samarbejdet med os siden 2014. Det siger noget om vores måde at arbejde på.
Vi er ikke specialiseret i brancher. Vi er specialiseret i mennesker.
Derfor spænder vores erfaring bredt, lige fra industri og handel til organisationer og administration.
Vi har succes, fordi vi har fokus på mennesker og fordi vi forstår, at et succesfuldt samarbejde med vores kunder handler om kultur, kemi og langtidsholdbare løsninger. Målrettet, menneskelig og effektiv.